Tomatsuppe der luner og mætter.

Tomatsuppe der luner og mætter.

Så kom sneen

Det er efterhånden ved at være nogle år siden, der rigtig var sne i Aalborg. Der har været lidt hist og pist de sidste par år, men ikke sådan rigtig sne.  Men hvem ved måske bliver det i år. I hvert fald faldt sneen fint og stille ned over haven i dag. Det er så pænt og friskt, trods den kulde der følger med. Indenfor er der ild i brændeovnen og kaffen er inden for rækkevidde. Det er dejligt med en fridag sådan en mandag.

I fredags tog min mand og jeg på hyggetur til Hamborg. Vi skulle ned og oplever byens sydende julestemning og se på de berømte julemarkeder. Vi havde været lidt sent ude med at booke hotel, så vi fandt et ca. 15 km uden for centrum. Et traditionelt hotel af ældre dato, men pænt og velholdt. Og med bussen lige uden for døren og togstationen lidt længere nede af gaden, tog det os ikke længe at komme til centrum. Vi købte en dagsbillet til metroen (U-bahn) som vi kunne bruge over hele byen og det var let at finde ud af metroen. Vi havde ikke lagt de store planer hjemmefra, så vi fandt det nærmeste turistbureau og tog en brochure over de mest kendte julemarkeder.

Vi havde planer om at gå rundt, men vi opdagede hurtigt, at det var meget lettere at tage metroen, så vi kom hurtigt rundt. Hvad julemarkeder angår, vil jeg sige, når man har set et, har man set det meste. De ligner alle sammen hinanden. Der blev primært solgt mad og drikkevarer. Og der var da også et leben af mennesker og her af rigtig mange danskere. Alt i alt en anbefalelsesværdig oplevelse. Og byen kræver heltsikkert et besøg på en lidt varmere årstid.

 

Vel hjemme igen kommer hverdagen snigende og når der er koldt uden for, er det dejligt med en skål suppe. En af vores favoritter her hjemme er cremet tomatsuppe. Vi ender altid med den samme opskrift selvom der er mange andre spændende variationer at vælge imellem, men der her opskrift er bare cremet og lækker og så tager det ikke mere end 25 min at tilberede den.

 

 

Tomatsuppe med pasta og basilikum

1 stort løg
2 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg
2 dåser hakket tomater
1 rød peber
1 liter hønsebouillon eller grønsagsbouillon
1 lille tomatpuré
2 tsk sukker
En håndfuld friske basilikumblade eller 2 tsk tørrede.
2 dl piskefløde
Salt og peber

Konkyliepasta eller makaroni
200 g Bacontern

Svits løget klart i olien og tilsæt hvidløget. Tilsæt rødpeber og steg til de er bløde ca 10 min. Tilsæt bouillon, tomatpuré og sukker. Lad det simre i 10-15 min. Tag gryden af varmen og tilsæt basilikum og blend den med stavblenderen. Tilsæt fløden og smag til med salt og peber. Steg bacon og kog pastaen og server.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *