Juletid i Villahverdag med Ratatoullie som i filmen

Juletid i Villahverdag med Ratatoullie som i filmen

Det har altid været svært for mig at finde den helt rigtige julestemning. Jeg tror simpelthen bare ikke, jeg ved hvordan den føles. Jeg glæder mig selvfølgelig til at have fri og være sammen med familien, men det er ikke højtidens skyld. I år er det ikke anderledes. Dog har jeg formået, at få lavet adventskrans og julepyntet lidt ved fordøren. Et helt godt resultat, synes jeg selv, når man ikke ejer de store blomsterdekorationsevner. Materialerne fandt jeg med min veninde på vandretur i Hune.
Juleaftensdag kommer til at foregå på jobbet, der plejer at være nok patienter på afdelingen. Nogen kommer ind til højtiderne, meget passende, så de ikke skal sidde hjemme alene. Og andre kommer hjem, så vi har næsten altid fuldt hus. Så i år er julemenuen ikke mit område. Til gengæld har jeg fået ansvaret for forretten til nytårsaftensmenuen, men den er endnu kun på tegnebrættet.

 

I aften står menuen på lammebov og hals. Stegt med hvidløg og rosmarin, tilbehøret er min favorit ratatoullie.  En opskrift som jeg har præsenteret for flere gæster og hver gang har de bedt om opskriften. Retten kan bruges som tilbehør til det meste kød, okse, svin eller lam.

Ratatoullie a la Remy

Ingredienser:

En stor dåse tomat koncentrat
1 dl vand
1 løg fint hakket
5 fed hvidløg
Salt og peber
3 spsk. olivenolie
Frisk timian – en god håndfuld
1 rødpeber
1 gul peber
1 squash, gerne gul
1 aubergine

Bland tomatkoncentrat med vand i et ildfast fad og drys løg og fint hakket hvidløg ud over. Slut af med salt og peber. Skær samtlige grøntsager i tynde skiver og læg dem skiftevis i et fint mønster i hele fadet. Hæld olivenolien udover og strø timian over grøntsagerne. Læg et stykke bagepapir over og bag retten i ovnen ved 200 grader i 50 min. Slut af uden papir til det får lidt farve.

Server med et godt brød og mascarpone eller fetaost fra blok. Personligt er jeg vild med fetaostens cremede salte smag til ratatouillen.

Velbekomme.

2 Replies to “Juletid i Villahverdag med Ratatoullie som i filmen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *