Vennemiddag med blikfang

Vennemiddag med blikfang

Jeg elsker bare denne tid på året. Hvor man vågner kl. 5 om morgenen pga. af fuglefløjt og ved med det samme at vejret bliver godt, for så at vende sig om på siden og sove til kl. 9.00. Haven er fin grøn og man kan se resultaterne af at have forspiret salaten i drivhuset.

Planlægning af menu

I går havde vi inviteret nogle gode venner til middag og efterfølgende drinks. Vi havde ingen speciel anledning, bare et socialt afsagn i denne Coronatid og lyst til at være sammen med gode venner om et godt måltid.

Jeg startede med at planlægge menuen i god tid og kunne tage udgangspunkt i min bugnende køkkenhave, som lige nu byder på sprød spinat og små spæde salatblad i flere afskygninger. Friske krydderurter med massere af smag, skulle også indgå i menuen.

Jeg lod mig også inspirere af en anden blog Fra haven til maven som jeg modtager mails fra. Her så jeg en opskrift på syrensaft, som jeg aldrig tidligere har hørt om. Saften indgik i en lækker dessert, og da syrenerne står i fuldt flor netop nu, og jeg havde tiden til det, var det oplagt at prøve denne nye ingrediens af. Jeg må indrømme, at syrensaften smager helt fantastisk og det er bestemt ikke sidste gang jeg skal lave dette. Jeg tror det var godt givet ud at skære det meste af det hvide fra citronerne, så det primært var frugtkød og skrællen der blev brugt, da syrenerne har en del bitterstoffer i sig selv. Smagen mindede mig i første omgang om en Malfi, gin og tonic, så det var jo ikke så dårligt. 

Når man planlægger menuen i god tid har man rig mulighed for at eksperimentere og udfordre sig selv. Det er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes at gøre middagsoplevelsen til både en god smagsoplevelse, men også et flot syn. Og så tager det bare kegler ved gæsterne, når man fortæller, at man har forberedt denne middag en uge i forvejen, for så ved gæsterne at deres besøg betyder noget for en. 

Til min store overraskelse havde mine fortrukne indkøbssteder lukket pga. grundlovsdag, så helt så forudseende havde jeg ikke været. Så jeg endte i Netto hvor jeg heldigvis kunne få alt det jeg havde brug for til min gæstemiddag. På nær lige sennepspulver, som skulle have været brugt i min hjemmelavede mayonnaise, som jeg ofte serverer i stedet for sauce. Så der måtte jeg være opfindsom, og hive en trøfelsauce frem fra fryseren, som jeg har fortalt om i et tidligere opslag her på bloggen. Den passede heldigvis helt perfekt til retten. Opskriften på Trøffelsauce finder du her.

Menuen

  • Velkomstdrink: Mojitos og chips
  • Langtidsstegt oksemørbrad vendt på grillen for at få stegeskorpen
  • Grillede asparges med seranoskinke
  • Nye kartofler kogt med løvstikke og færdig bagt på grillen med smør og kryddersalt
  • trøffelsauce med svampe
  • Klassisk tomatsalat med mozzarella, basilikum og balsamico glaze
  • Grønne salater og spinat, med asparges, broccoli, æbler, forårsløg og ristede græskarkerner og vinaigrette
  • Hjemmebagt foccacia brød med timian og havsalt.
  • Dessert: vanille fromage på græskyoghurt med syrensirup og hvidchokolade crumbel.

Mojito

Rigtig tilberedt mojito.

Jeg havde valgt at servere velkomst drink stedet for forret. Og en stor læskende Mojito blev serveret inden maden sammen med lidt chips.
Der er mange, der synes mojito er en sur omgang, og de bryder sig ikke om af få de små blade i munden. Det er fordi de ikke har fået en rigtig tilberedt mojito!
Det er nemlig en misforståelse at myntebladene skal fint hakkes. Derimod skal de hele mynteblade, og rigeligt af dem, myrtes med 6-8 limebåde. Max 8 stød for ikke at frigive bitterstofferne i limen. 1 spsk rørsukker røres ud i saften og tilsættes 50 cl. hvid rom. glasset fyldes op med knust is og spædes op med danskvand.
Jeg har aldrig mødt nogen som ikke har kunne lide min mojito!

Langtidstegt oksemørbrad med perfekt grillskorpe

Før i tiden var jeg lidt utryg ved at skulle tilberede oksemørbrad. jeg var bange for at ødelægge det dyre stykke kød ved at overstege det. Hvilket skete for mig på en Nytårsaften! Så jeg har haft lidt præstationsangst når det gjaldt oksemørbrad. Men siden jeg har fundet ud af at langtidsstegning ikke kan gå galt så bliver kødet saftigt og lækkert hver gang.

Kødet bindes med bommuldsnor, så det får samme tykkelse i hele længden. Kryderes med salt og peber, lægges i ovnen på 80 gr i ca 2 timer til kernetemperaturen er 50 grader. Vendes på grillen ved høj varme til grillskorpen er perfekt, og hviler i 5 min inden udskæring. Det er da nemt.

Grillede asparges med seranoskinke

Det nok nemmeste tilbehør til grill man kan forberede. Friske vaskede asparges omvikles med et stykke seranoskinke. Grilles kort, til skinken har den rette farve. ca 2 min på hver side. Så har aspargesen stadig lidt bid uden at være rå.

Nye kartofler kogt med løvstikke og færdigbagt på grillen med smør og kryddersalt

Duften af løvstikke er helt vild kraftig, når man koger en kvist med i gryden med de nye kartofler. Men den kraftige duft snyder lidt. For smagen er meget mere mild end duften. Derfor valgte jeg ikke at tilsætte andre krydderurter, i de små kartoffelpakker, der skulle på grillen for at give de nye kartofler lidt skorpe. Men har man lyst, kan man sagtens tilsætte de urter man har lyst til. Læg 3-4 kogte kartofler på lidt bagepapir giv hver pakke en smørklat og lidt urtesalt, grilles ca. i 5-10 min.

Salat som blikfang

Man kan vælge at dække bordet fint med servietter og blomster. Eller man kan vælge at sætte farvestrålende salater på bordet. Begge dele fungerer fint som blikfang. Men forventningen om at sætte tænderne i de farvestrålende salater, øger forventninger om en vellykket middag og er med til at skabe en positiv stemning ved middagen. Om et måltid er vellykket afhænger nemlig af hvilken stemning det spises i. Så snup en genvejen til en vellykket middag og brug salater som blikfang.

Grønsalat

  • 1 pose blandet salater
  • 1 pose babyspinat
  • 4 friske asparges
  • ½ broccoli i små buketter
  • 2 grønne æbler i små tern
  • tre forårsløg i små stykker
  • 1 håndfuld ristede græskarkerner

Hvad gør blanchering ved smagen?
Blanchering bringer smagene og aromaerne i spil. Broccolien skifter farve, bliver tydeligere og klarere grøn.
Formålet er at arbejde lidt med smag, konsistens og farve, så broccolien bliver mere imødekommende. Med bønner er forvandlingen magisk, fra den tørre og træede smag, når de er rå, bliver de grønne, saftige og sprøde.

Skyl de grønne salater og spinaten og slyng det tørt i et viskestykke eller salatslynge. Skyl broccoli og asparges og snit det i små stykker. Sæt en gryde over med vand og tilsæt en spsk salt. Sæt en skål med iskoldt vand, gerne med isklumper klar. Når vandet koger blancerer du kort broccoli og asparges i vandet. Det skal bare lige ned og få den klare grønne farve frem og så op i isvandet. Æbler og forårsløg skæres i tern og græskarkerner ristes på en pande og tilsættes. Man kan også tilsætte kogte kartofler og lidt parmesanost, det gjorde jeg dagen efter og spiste den som tilbehør til en steak sandwich.

Klassisk vinaigrette.

  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk æblecidereddike, eller citronsaft
  • 1 spsk honning
  • 2 tsk dijon sennep
  • salt og friskkværnet peber

Alle ingredienser rystes sammen. Jeg hælder kun lidt dressing ud over salaten og sætter resten af dressingen på bordet.

Tomatsalat

Skær store tomater i skiver og arranger dem dekorativt i et fad. Stik mozzarellaskiver ind imellem skiverne af tomat. Drys med lidt salt og lidt sukker. Fordel balsamico glaze i et dekorativt mønster over tomaterne. Pynt med frisk basilikum. Har du ikke balsamico glaze, kan du koge lidt balsamico eddike ind i en gryde til den har konsistens som sirup.

Vaniljefromage med sukkersylktede syrenblomster og brændt hvid chokolade

Æren for denne lækker dessert tilfalder samme blog som syrensaften
Fra haven til maven OPSKRIFTEN

Epilog

Hensigten med at lægge disse opskrifter op på bloggen er for at inspirere andre almindelige dødelige, der som jeg, kan lide at være sammen med andre om et godt måltid mad. Jeg vil vise, at det sagtens kan lade sig gøre at lave en lækker middag, som gør dine gæster glade og mætte, uden at du er uddannet kok eller besidder overnaturlige evner. Det meste kommer ned til lysten og tiden du er villig til at bruge på dem du skal være sammen med. Jeg håber, at jeg kan inspirerer andre til at gå i gang med at lave mad.
Husk på. “Det bedste at holde fast på i livet- er hinanden.”

Har du en kommentar eller et forslag til et blogindlæg, så skriv endeligt en kommentar. Der er ingen forpligtigelser eller risiko for virus. Det eneste der kan ske er at det gør mig glad!

Drømmer du om at komme med på den næste Havevandring ( læs madlavnings workshop) så er du også velkommen til at skrive det i en kommentar. Jeg har flere ideer i støbeskeen hvad det angår.

Anja

2 Replies to “Vennemiddag med blikfang”

    1. Tak Vivi. Jeg håber dem der læser med bliver inspireret. Jeg prioriterer at lade siden være så “rolig” jeg kan uden pop up reklamer og forstyrende sider man skal lukke. Så det bliver mindfuld Læsning. Dejligt du kan lide det ☺️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *