Måned: februar 2019

Søndagsbrunch med livretter.

Søndagsbrunch med livretter.

Så blev der sagt farvel til mine søde kollegaer på lungemedicinsk afdeling, og goddag til mine nye, ved visitationen Afklaring og Forebyggelse ved Aalborg kommune. Søde nye ansigter og en dejlig udsigt. Nu er det så spændende hvad det egentlig er jeg skal lave. Men jeg glæder mig til de nye udfordringer og til at lære det.

Når alt er nyt, er det rart at kunne falde tilbage på det kendte, så idag skulle vi have brunch med alle vores livretter. Hjemmebagte surdejsboller med hindbærgulddråber, græsk yougurt med friske blåbær og sirup. Og selvfølgelig pandekager så min nye blinispande kunne indvies.  Alt sammen gamle kendinge som vi alle elsker. 

Pandekager med blåbær og sirup

Tid: 30 min 4 personer

150 g  mel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
1 banan
2,5 dl sojamælk eller alm. mælk
2 æg
et drys vanilje

sort blinispande med pandekagedej
blinispanden er perfekt til brunchpandekager

Pisk alle de våde ingredienserne sammen, bland og tilsæt de tørre. Steg pandekagerne i smør. Server med blåbær og sirup.

Pandekagerne behøver ikke sukker da bananen søder dem perfekt. De smager også rigtig godt kolde.

Surdejsboller med eller uden gulerødder

For et par uge siden lavede jeg min egen surdej. Det kom mine gamle kollegaer tilgode. De nød godt af mine nybagte surdejsboller et par gange. Det giver en dejlig sej krumme og sprød skorpe når man bager med surdej. Og jeg har lovet at lægge opskriften op her. Det tager 3 dage at få surdejen klar, så det kræver lidt planlægning. men når den er igang skal man bare bage 1-2 gange hver 14. dag, for at holde gang i surdejen.

Surdej:

200 g mel (hvede, spelt eller rug)
1 ½ dl vand
½ dl kærnemælk
1 spsk honning

pisk 100 g mel 1½ dl vand 1/2 dl kærnemælk og honning sammen og stil det til side i et syltetøjsglas. Lad det stå på køkkenbordet med låget løst på i to døgn. Ryst  50 g mel og 3/4 dl vand sammen til en meljævning og tilsæt det til surdejen og lad det stå lunt yderligere 1 døgn.Derefter er dejen klar til brug.
Når der er taget fra til første omgang boller, tilsætter du igen meljævning af 50 g  mel og 3/4 dl vand og stiller det på køl. Dagen før du skal bage tager du surdejen ud af køleskabet og frisker den op med en lignende meljævningen så er den klar til dagen efter.

Bolledej til gulerodsboller.

De er rigtig gode til madpakken. Da de kan holde sig en lille uge.

25 g gær
3 dl. vand
150 g surdej
1½ dl kærnemælk
200 g fuldkornsmel
600-700 g hvedemel
2 tsk salt
1 æg
2 spsk sukker
3oo g revet gulerødder

Opløs gæren i vandet tilsæt surdejen og gulerødderne, og alt det våde. Tilsæt alt det tørre på nær hvedemelet, som tilsættes lidt af gangen. Dejen skal være våd, men den skal næsten slippe fingrene når man mærker på den. Lad dejen hæve tildækket i en skål, en time eller mere.

Gør hænder våde og dyp en stor spiseske i vand og træk en skefuld dej op, klip den evt over med en saks og læg den på et stykke bagepapir. Pensel evt med mælk eller vand. eller drys med mel. Varm ovnen op til 230 grader med en tom bageplade i. Træk bagepapiret på den varme bageplade og bag bollerne i 15 min til de har en let gylden farve. Afkøl bollerne på en bagerist. Server de lune boller med smør og evt gulddråber.

Hindbær Gulddråber

Skal man virkelig imponere sine kollegaer så skal man lave denne her himmelske hinbærmarmelade. Okay, jeg indrømmer det var en fejl, at jeg havde taget den med på jobbet, da jeg troede det var en jordbær/ribs marmelade. Men den gjorde alle der smagte den super glade.

ca 3 dl. færdige gulddråber
ca 500 g hindbær
1 dl vand
ca 300 g syltesukker

Kog hindbær og vand i 5 minutter. Pres massen gennem en grovmasket sigte. Brug en ske til at presse bærmassen gennem sigten. Kog hindbærpurren op og tilsæt syltesukkeret. Lad det koge i 3 minutter. Hæld den på et rengjort glas, evt skyllet i atamon. Lad den afkøle i stuetemperatur og opbevar det køligt. Pureen kan anvendes som syltetøj eller som sauce til div desserter.

Græsk yoghurt med friske blåbær og sirup.

Denne lille lækre brunche ret er en af min yngste søns favoritter, den tager et splitsekund at forberede, og den er bare så lækker. Jeg vælger altid græsk yoghurt, da jeg synes den smager bedst, men man kan jo også vælge skyr eller almindelig yoghurt natural. Der er ligeledes uanede muligheder for toppings, man vælger bare det man kan lide.

God søndag 😉