“Tilbage til hverdagen” Nem ugemenu med få ingredienser.

“Tilbage til hverdagen” Nem ugemenu med få ingredienser.

Sommeren går nu på hæld og regnen falder stille ned, tiltrængt i min tørre have. Det har jo været så dejlig en sommer med alt det som varmen tilfører en sommerferie. Lange grillaftner, badning og feriestemning selv på arbejdsdage. Man bevæger sig ud, uanset om man har noget at foretage sig derude. Det forklarer hvorfor der også har været ferie fra skriveriet her på bloggen.

Sommeren har betydet at drivhuset har givet massere af store solmodne tomater og agurker som aldrig før. Tørken har så betydet at salaten hurtigt var i blomst, så det har ikke været de store salaters sommer.

Men sensommer betyder, at der er nok af råvarer som skal bruges, konserveres og gemmes væk. Jeg synes det er dejligt at kunne gå ud i haven og finde det som, kan blive omdrejningspunktet for vores måltider. Jeg tænker, det er vores bidrage til en bæredygtigt husholdning, i mikro format. Vi handler ikke udelukket økologisk men vi tænker over sæsonvarer og tilpasser menuen til det. Man kan læse mere om bæredygtighed her: Sådan handler du bæredygtigt.

Hverdag og skolestart betyder der igen skal struktur til, for at lette arbejdet omkring madlavningen.
Her i huset skal vi vende os til, at vi nu kun er tre til spisning, da vores ældste dreng er startet på efterskole og derfor kun er hjemme i weekenden. Det bliver spændende både for ham og for os med den nye hverdag. Den yngste har overtaget fritidsjobbet med at slå naboens græsplæne og der følger nok også en planlagt maddag med, hvilken han kun er blevet delvist indviet i.

Personligt elsker jeg efteråret lige så højt som sommer. Måske er det bare forandringen jeg godt kan lide. “Hver ting til sin tid”, passer godt ind i vores skiftende årstider. Nu håber jeg bare på en dejlig sensommer, hvor jeg kan få brugt min ny indkøbte campingvogn. Så må vi se om der kommer en campingmenu på bloggen en gang.

Ugemenuen tager udgangspunkt i de råvarer der lige nu er i sæson og som jeg kan hente i haven og drivhuset.

Ugemenu med få ingredienser.

Pande med stegt kylling stykker om rullet med bacon, tomater og basilikum

Mandag: Kyllingeruller med parmaskinke tomater og kapers.

(Tid: 25 min. Antal: 4 personer )
4 kyllingebrystfileter
1 pakke parmaskinke
Olivenolie
2 fed hvidløg
1,5 dl hvidvin
1 bakke cherrytomater
3 spsk. kapers
1 spsk. smør
salt og peber
persille
Tilbehør: Nye små nemme kogte kartofler evt lidt blandet salat.
Skær kyllinger fileterne i tre stykker. Del parmaskinkeskiverne på langs og vikl en strimmel skinke om hver kyllingestykke. Steg dem gyldne i olivenolien i en dyb pande.
Skær hvidløgene i skiver og læg dem i panden. Når hvidløget er ristet gylden tilsæt hvidvin. Lad det koge lidt ind.
Tilsæt de skyllede tomater  og lad den simre med i 2 -3 minutter.
Kom smør i kapers ved og bring det i kog. Smag til med salt og peber. Drys med persille hvis du kan lide det.  Eller sæt det hakkede persille på bordet så den enkelte selv kan vælge det til.  Server straks.

Tirsdag: Squashsuppe med brødcroutoner.

Tid: 30 min. Antal: 4 pers.
1 squash
2 store kartofler
3 gulerødder
1 løg
2 kviste rosemarin
8 hele peberkorn
1 liter hønsebouillion
2 dl fløde
5 stykker toastbrød
2 fed hvidløg
olivenolie

Skræl kartofler og gulerødder. (Skræl 2 ekstra kartofler til tærten i morgen og kog dem separat i saltet vand)
Skær alle grønsager i tern. Svits dem i olie til de får farve,de må godt branke lidt da det giver ekstra smag til suppen. Tilsæt bouillon til det dækker og læg rosmarinkvistene på toppen. Kog til grønsagerne er møre. Imens ristes brødcroutoner i olie med hvidløg.
Suppen blendes og legeres med fløden. Smag til med salt og peber. Kan spices op med stegte bacontern.

Onsdag: Tærte med broccoli, kartofler og skinke

Tid:15 min forberedelse 45 min bagetid.   Antal: 4 personer)
1 færdigkøbt tærtedej efter eget ønske
½ broccoli i små buketter
Et stykke skinke ca. 200 gram.  Eller en pakke skinke i tern.
2 kogte kartofler fra i går.
3 små løg i skiver
4 æg
2 spsk cremefraiche eller fløde
2 dl. mælk
1 chili
salt og peber
revet ost

Kom dejen i en tærteform så dejen står helt op til kanten af formen.
fordel broccoli, kartofler, skinke og løg over dejen. drys med chili i skiver.
Pisk æggene sammen med mælk og cremefraish salt og peber og hæld blandingen over fyldet. Drys med ost og bag tærten i ovnen i 45 min. Den skal evt dækkes med folie hvis osten bliver brun inden den er bagt færdig. Server tærten med salat efter eget valg.

Torsdag: Stegt rødspætte med persillesovs
– og salat med mormor dressing.

Tid: 30. Min. Antal: 4 personer
Fire hele rødspætter, fiskefileter eller færdig stegte fiskefileter hvis det skal gå hurtigt.
1-2 æg
75 g mel
rigeligt rasp
salt og peber
smør til stegning
1 kg kartofler
30 g smør
2 spsk mel
4 dl hønseboullion
2 dl fløde
2 dl. hakket persille.
grøn salat
ærter
tomater 1 dl fløde
4 spsk eddike.
2 spsk. sukker

Skræl og kog kartoflerne. Har du valt hele fisk, skal de krydres med salt og peber og vendes i groft mel.
Fiskefileter : Vend fileterne i mel, sammenpisket æg og rasp. steg fisken sprød i smør.

smelt smørret i en gryde drys mel og opbag dette under omrøring. Tilsæt den varme bouillon under omrøring. Leger med fløden og tilsæt hakket persille. lad det koge for svag varme i 3 min.

Bland salaten med ærter og tomater. piske dressingen sammen og server.

Fredag: Pariserbøf

Tid: 25 min antal: 4 pers.
600 gram hakket oksekød
smør til stegning
2 små løg
syltederødbeder
kapers
revet peberrod
4 æggeblommer
Mayonaise
salat
4 stk. toastbrød

Form og steg bøfferne i smørret. Skær løg og rødbeder i tern og arranger dem i små skåle på en tallerken. Samme med kapers. Skil ægget fra hviden og server ægget i skallen, eks i et æggebæger. Rist brødet. Smør det med  mayonnaisen og  arranger salat og bøffen på brødet. Server.

Perfekt med kold øl til.

Lørdag: Swees kylling med stegte aubergine og broccoli.

Tid: 30 min: Antal: 4 personer
400 g kyllingefilet i mundrette stykker.
1 grønpeber
1 stor banan
2 dl fløde pisket stift
2 fed presset hvidløg
1-2 tsk karry
1 stor spsk. samabal olek
1 dl. mango chutney
peanuts
½ halv broccoli
½ aubergine

Svits kyllinger stykkerne på panden.
Læg dem i et ovnfast fad, sammen med grøn peber og banan i skiver.
Alle de andre ingredienser tilsættes fløden og hældes over kyllingen. drysses med penauts og sættes i ovnen i 20 min ved 225 g. serveres med ris
broccoli og aubergin skæres i små stykker og ristes i olie med hakket hvidløg, på en pande.

Søndag: Mættende pandekager morgen middag eller aften.

Tid: 30 min 2 personer

1 dl havregryn
1 dl mel
1 tsk bagepulver
1 banan
2 dl sojamælk eller alm. mælk
2 æg

Pisk alle ingredienserne sammen. steg pandekagerne i smør. Server med frugt og sirup.

Skriv gerne hvad du synes om opskrifterne i kommentarfeltet. Gode ideer eller fif tages glædeligt imod.

Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *