Nasi goreng. Børnenes favorit restemad.
Når menuen står på restemad og der er rester af ris, står menuen på ungernes favoritret Nasi Goreng. Det kan laves med både kylling, gris eller oksekødsrester, så de er let at gå til. Man kan bare udskifte ingrediensen med det man har. Og ungerne elsker det. Sørg for at have rejepasta i køleskabet det har lang holdbarhed ellers kan det fryses ned i små terninger til senere brug. Jeg køber det i thaibutikken, men du kan også lave det selv. Opskrift på rejepasta
Ingredienser:
2 æg
1/4 tsk salt
olie til stegning
3 fed hvidløg
1 fint hakket løg
2 røde chili
1 tsk rejepasta (fra thaibutikken)
1 tsk. korianderfrø
1/2 tsk. sukker
400 g tigerrejer uden skal
200 g rester af oksesteg, kylling eller svin.
200 g. kogte afkølede ris.
2 tsk. Kecap manis
1 spsk. soyasauce
4 finthakkede forårsløg
1/2 fint strimlet salathovede
1 agurk i tynde skiver
3 spsk sprødstegte løg
1 løg skæres i tynde skiver og steges sprødt i lidt olie. Sættes til side på lidt køkkenrulle.
Pisk æg og salt sammen til det skummer. Varm lidt af olien op i en stegepande og hæld 1/4 af æggemassen på panden og steg 1-2 minutter til du har en lille omelet. Vend omeletten og steg i 30 sek. Steg små omeletter af resten af æggemassen rul dem til små pandekager og hold dem varme.
Bland hvidløg, løg, chili, rejepasta, koriander og sukker i en minihakker og blend til du har en pasta. Alternativt kan du bruge en morter.
Varm 1-2 spsk olie op i en wok eller en dyb stegepande. Tilsæt pastaen og steg ved høj varme i et minut eller til det begynder at dufte godt af rejepasta og koriander. Tilsæt rejer og kød og steg i 2 min. Er der tale om råt kød skal det steg til det er gennemstegt inden rejerne tilsættes. Tilsæt lidt olie og derefter risen og steg til det er gennem varmt. Tilsæt kecap manis, soyasauce forårsløg og lynstegt i 2 minutter.
Læg risene i midten af et stort fad og anret salaten og agurker langs kanten. Pynt med æggestrimler af omeletten. Drys med de sprøde løg.