Tag: Citrongræs

Tom Yum Gai

Tom Yum Gai

Thaisuppe med kylling og tigerrejer

Selvom jeg faktisk har været i Thailand to gange i mit næsten voksne liv, (første gang var jeg 18 år) er denne fantastiske suppe en min far har præsenteret for mig.

Der findes en masse opskrifter på nettet af denne ret, alligevel har jeg aldrig fundet en opskrift som den min far har lært mig. Og faktisk har jeg nok modificeret den når jeg har lavet den gennem tiden.
Den egner sig super godt til frysning, så jeg laver altid en stor portion og fryser ned i portioner. Så er der noget at tage med i aftenvagt når det skal gå hurtigt.
Jeg har næsten altid ingredienserne til tom yum i fryseren. De skal nemlig handles i thaibutikken i midtbyen så jeg handler oftest ind til et par omgange ad gangen.

Ingredienser

3 små løg eller 4 skalotteløg
3 fed hvidløg
4 gurkemeje rødder
1 Galangarod
5 cm frisk ingefær
2 stærke chilier eller 6 små thai Chillier
5 kaffir limeblade
2-3 stk. citrongræs
1/2 pk. frisk koriander med rod.
1 stor dåse kokosmælk
4–5 spsk.  rød karrypasta
2 liter hønsebouillon
2 spsk. fiskesovs
3 tsk rørsukker
saften af en ½ lime
600 g kyllingebryst
Tigerrejer efter behov
250 g championer
200 g cherrytomater

Start med at klargøre alle grønsagerne. Gurkemeje, ingefær og galangarod skrælles lettest med en teske, og skæres i skiver. Citrongræs kan være lidt træagtigt og trævlet at tygge i, og da min mand ikke bryder sig om det, putter jeg hakket citrongræs i et the filter, som jeg efterfølgende kan fjerne igen. Alternativt kan man banke dem flade og binde dem sammen og på den måde fiske dem op igen inden servering.

Brug en stor spsk. fedt fra kokosmælken til at svitse løg og hvidløg i. Tilsæt rødkarry og gurkemeje, galanga, chili  og svits et par minutter.
Herefter svitses kylling som er skåret i store tern i blandingen. Tilsæt kokosmælk og hønseboullionen og fiskesovs og  lad suppen koge 7 min. Tilsæt kæmperejer, de hele tomater og championer skåret i kvarte. og kog i yderligere 5 min. det er vigtigt at rejerne ikke koger for længe da der ellers bliver seje.

Vi serverer ofte suppen med ris til da det kan lette på den til tider noget hotte oplevelse.