Vi må da gøre noget!

Sådan lød det hver gang jeg mødte mine ældre kolleger på afdelingen. De der tidligere havde været vant til, at der var tid til at varetage de sygeplejefaglige opgaver med omhu og god samvittighed, blev mere og mere frustrerede over, at man nu må prioritere mellem opgaver der er mest presserende eller livsvigtige.  På lungemedicinsk afdeling varetages en semi-intensiv behandlingsmetode og når patienterne bliver akut dårlige, må der handles hurtigt for at sikre iltningen. Alle andre opgave må vente. Opgaver, som drænskyl, sårpleje, kateterpleje eller skift af plastre til IV adgange, som er med til at sikre patientens velvære og forebygge komplikationer bliver udskudt eller overladt til  andre. Og opgaver som nærvær og samtale er begrænset til at foregå mens man varetager de basale behov, såsom hjælp til personlighygiejne og madservering.

Som man også kan læse i dsr fagblad idag, SYGEPLEJERSKEN, så bliver normeringerne ikke fastsat ud fra hvor plejekrævende patienterne er eller hvilken type behandling patienterne kræver, men udfra hvor mange penge der er til rådighed. Dvs. jo mere erfarne sygeplejersker der er, jo færre,  da man jo, som det bør sig,  stiger i løn jo mere anciennitet man har. Man kan jo så gisne om det er derfor, der ikke blive gjort mere for at beholde de erfarne sygeplejersker på afdelingerne. Da der så er penge til at ansætte flere hænder. Og det på trods af, at undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem fagligkompetence og hvordan patienterne klarer sig.

Sygeplejerskens fagligestolthed  bliver kompromiteret af den virkeligheden vi arbejder i. Alle ved vi burde gøre noget og lave om på de rammer vi arbejder i, men ingen ved åbenbart  hvordan vi skal gøre det.

Hvis man er læge så arbejder man ud fra et lægeløfte. Et etisk regelsæt som man som læge er forpligtet til at handle ud fra. Sygeplejerskerne har de Sygeplejeetiske Retningslinjer som retningsgivende i forhold til etiske dilemmaer og problemstillinger, der kan opstå i udøvelsen af sygepleje.

De etiske retningslinjer bidrager blandt andet til at

• fremme sygeplejerskers etiske dømmekraft med henblik på at udvikle faglig kvalitet
• støtte sygeplejersker i situationer, hvor der skal træffes valg
• sætte fokus på etiske dilemmaer og synliggøre etisk praksis.

På sygeplejestudiet bruger vi år på at lære at navigere i et område hvor omsorg for patienten er kernen i sygeplejen. Og grundværdierne i de etiske retningslinier er, at  sygeplejersken har ansvar for at yde omsorg, i den hensigt at patienten oplever velvære.

Men virkeligheden er, at sygeplejen i den form vi bliver uddannet til at praktisere, ikke længere passer til de rammer den udføres i.  Det svarer til at kronprinsen inviterer til middag på slottet og der er dækket op til tre retters menu, men menuen er koldt vand og brød,  for pengene rækker ikke til mere.

Jvf. de sygeplejeetiske retningslinjer, betyder udøvelse af god etisk praksis, at sygeplejersken, med anerkendelse af værdighed, skal: reflektere over egen praksis samt reagere på etiske situationer og dilemmaer, som opstår for sygeplejersken selv, patienten, pårørende, professionen og samfundet

og udvise ansvar for at synliggøre de konsekvenser, som politiske prioriteringer kan få i sundhedsvæsenet.

Men der har de sidste år være massiv fokus på sygehusene og normeringerne og hvad det betyder for den faglige kvalitet og for patienterne. Fokus hvor handlingerne udebliver og sygeplejen rasler ned af stolthedsstigen.

Men hvad gør vi ?

Skal de sygeplejeetiske retningslinier skrives om så de passer til de politiske prioriteringer?
ville vi så  med bedre samvittighed kunne se igennem fingre med de manglende udførte opgaver?

Eller skal sygeplejen om defineres, så den passer til de vilkår den udøves under?

Som sygeplejerske er det sværeste, at gå på kompromi med sin faglighed. At vide det kunne gøres bedre og opleve at ens professionalisme smuldre. Derfor er det 1. februar, for mit vedkommende, et farvel til sygeplejen, som jeg kender den. Men et goddag til et nyt job med sundhedsfaglig fokus, forhåbentligt med fokus på fagligstolthed.

Artiklen i sygeplejersken kan læses her :

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2019-1/sparsom-normering-koster

Sparsom normering koster

Skriv meget gerne kommentarer til indlægget. Det kan måske være med til at skabe fokus uden for fagbladet. For vi sygeplejersker ved jo godt hvordan det er. Og debatten hører lige så meget til blandt patienter og pårørende.

Anja Eldrup